Pressemeddelelse | MCH
       
Luk vinduet Større skriftstørrelse Udskriv siden Dato: 14-04-2005
 
Klik på billedet for at få en større og bedre udgave
Dynamitfodbold med ShowStars på SAS Arena
 
Der er topfodbold i vente fredag den 13. maj 2005 på SAS Arena i Herning. Flere af de danske dynamitdrenge fra 80'erne, EM-heltene fra 1992 og toppen af dansk underholdning slår sig sammen under navnet ShowStars for at kæmpe mod de lokale FCM AllStars. Peter Schmeichel, brødrene Laudrup, Henrik "Store" Larsen og Flemming Povlsen er blot en række af stjerne-spillerne på det slagkraftige udebanehold. Det lokale hold vil bestå af nuværende og tidligere spillere i og omkring FC Midtjylland. Holdet bliver udtaget af sportsdirektør i FCM, Jens Ørgaard, der indtil videre holder udtagelsen tæt ind til kroppen. Hele overskuddet fra kampen går ubeskåret til den danske hjælpe-organisation Red Barnet.

Kendte showfolk i truppen

ShowStars-holdet bliver hver gang udtaget med gæster fra den danske underholdningsbranche. Fast i truppen er blandt andre musikerne Michael Falck og Poul Krebs samt skuespilleren Mads Mikkelsen. Mod FCM AllStars er Klaus Kjellerup og Stanley fra Danser med Drenge udtaget sammen med Jens Fredslund, Big Fat Snake og forsanger Jesper Binzer, D-A-D. Andre kendisser i truppen er entertaineren Amin Jensen, golf-spilleren Steen Tinning og mesterkokken Henrik Boserup.

Ubesejrede ShowStars går efter sejren

ShowStars blev dannet i 2000 og har på sin turné rundt i landet hidtil fastholdt sin status som ubesejret. Holdets bomstærke målmand Peter Schmeichel slår fast, at selv om showfodbold og flotte detaljer er en stor del af kampene, så går ShowStars altid ud for at vinde:

- Vi giver publikum det, de vil se. Derfor stiller vi i stærkeste opstilling fra start. Men der bliver naturligvis god spilletid til showfolk som Mads Mikkelsen og Michael Falck, der begge har scoret mange mål for os, fortæller Peter Schmeichel, der sammen med den forhenværende OB-målmand Lars Høgh vogter buret for ShowStars.

- Da vi kun spiller få gange om året, ser vi alle meget frem til kampene med ShowStars. Vi kan jo alle godt lide at spille fodbold og møde gamle kolleger - og samtidig støtter vi et godt formål ved at overskuddet går til Red Barnet, tilføjer den tidligere landsholdskæmpe.

Musikalsk underholdning med ShowStars-band

Det er ikke kun på banen, at publikum kommer til at opleve et sandt stjernefelt. Før kampen bliver der masser af musikalsk underholdning fra blandt andre det nye danske hit-navn Bombay Rockers og ShowStars-band med Poul Krebs og Michael Falck i front. Med i bandet er også Peter Schmeichel, der har lagt målmandshandskerne til fordel for et par hvirvlende trommestikker. Efter kampen stiller ShowStars desuden op til autograf-skrivning.



Billetter til ShowStars koster kr. 150,- for siddepladser og kr. 120,- for ståpladser. For børn under 12 år er prisen henholdsvis kr. 75,- og kr. 60,-. Billetter kan købes i Spar butikkerne i Midt- og Vestjylland samt på www.fcm.dk.



Billedtekst:
Ved træningen noterede ShowStars-manager Claus Bodenhoff, at Peter Schmeichel er i god form forud for mødet med FCM AllStars fredag den 13. maj 2005 på SAS Arena.

Yderligere oplysninger:
PR-chef Torben Kølbæk, FC Midtjylland, tlf. 9627 1040, Sportschef Claus Bodenhoff, ShowStars, tlf. 4777 0891 eller www.showstars.dk.
     
Pressemeddelelse | MCH